Seniorgrenen er for spejdere i alderen 16 – 23 år. Grenen fungerer ikke helt som de andre grene, hvor der nogle ledere tilknyttede grenene. Lederen i seniorgrenen er en af spejderne selv, som dog skal være fyldt 18 år. Han/hun har ansvaret for møderne og fungerer som kontakten videre rundt i gruppen. Men ellers er man fælles om det meste – det vil sige alt lige fra at finde på, hvad der skal laves til planlægning og udførslen af dette. Vi holder, som resten af Sejs Gruppe, ikke til i Bjørnholthytten, men i "Hullet" – vores lokaler under skolen. Men vi tilbringer også tid på Bjørnholt.
I form af, at vi er de ældste spejdere i gruppen, kan vi også lave lidt mere "ekstreme" ting i forhold til de andre grene. Vi tager bl.a. på klatreture, kanoture, eller en weekend i sommerhus/spejderhytte med masser af hygge.
Ofte har seniorgrenen også en aktiv rolle i forbindelse med arrangementer for hele gruppen. Det kan være, at vi bliver hyret til at stå på post, eller vi har måske ligefrem planlagt hele forløbet og står for alt fra planlægning til postbemanding.
Vi har også lavet vores eget "Nattesyn" løb en enkelt gang med deltagere både fra Jylland og Fyn, hvor i alt ca. 50 spejdere løb rundt i skovene i en weekend for at fange terrorister.
Andre gange kan det være mindre løb vi deltager i, hvor vi måske i forbindelse med at den yngre gren, Troppen er på tur, hvor vi laver et løb for dem. Vi har f.eks lavet løb til en patrulje, som har været på tur med temaet kort og kompas, hvor vi så har lavet et løb omhandlende dette. En anden patrulje har været på en lignende tur med førstehjælp som tema. Her lavede vi et natløb, hvor der bl.a. var en person, der var blevet kørt ned samt en, der var faldet igennem isen, som skulle fiskes op og behandles – uden de selv måtte falde igennem isen!
I løbet af året deltager vi på en række ture og lejre; både ture for hele Sejs Gruppe, eller nogle der er arrangeret af Troldhøj Division, hvor vi så er på tur sammen med de andre DDS-grupper der ligger omkring os.
Derudover er der en række større lejre; typisk i sommerferien og efterårsferien, hvor vi enten tager på lejr alene i vores seniorgren eller sammen med spejdere fra resten af landet.
Dertil kommer der en masse mindre ture/løb som ligger spredt over hele året, hvor vi enten deltager som et hold i konkurrencen, eller som hjælpere til poster.
Som du kan se er der rigtig mange ture man kan komme på i løbet af et år, men det er på ingen måde tvang, om man vil med hver gang, da man så kan være af sted næsten hver eneste weekend året rundt. Når der kommer information om en ny tur, snakker vi om det er noget vi har lyst til at deltage i/hjælpe til med og hvis der er stemning for det, tager dem med som har tid og lyst.
Det var lidt om hvad vi går og laver i vores seniorgren, Nattesyn. Skulle du have yderligere spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte os